Tulle hjalp mig ud af mit mareridt

Jeg ved bare at i 10. klasse, var det for sent for mig at starte på at lære engelsk.

Jeg er absolut ikke genert, og valgte efter 10. at bruge et år på drama, på en produktionsskole.

Men der var dog et minus ved det, nemlig at jeg havde lovet mine forældre at forbedre mit engelsk på det år, med noget aftenskole.

Efter 5 gange valgte jeg at hoppe fra, selvom det var et sødt engelsk hold med folk på niveau med mig selv. Jeg rystede når jeg skulle til time og svedte i hænderne og tænkte utrolig meget på det hele tiden, alt i alt gik det mig utrolig meget på 

Jeg sagde intet til mine forældre, sagde altid at det gik super på engelsk holdet. Stille fik jeg sat en masse tvangstanker op for mig selv. Jeg ville ikke handle, jeg ville ikke tag telefonen hvis jeg ikke kendte nummeret og ville slet ikke selv ringe op. 

Mens det stod på ,spillede jeg teater og levede på en måde et dobbelt liv. Men værst af alt var det, da jeg skulle til møde på det uddannelsessted som skulle fortælle mig om, hvordan jeg kom videre til et pædagog seminarium.

For da jeg kom, var adgangskravene lavet om. Jeg skulle ikke længere bare have dansk på 1 niveau og et andet fag på b niveau. Nej nu skulle jeg have engelsk, engelsk på B niveau. 

Jeg kunne tude da jeg hørte dette, og måtte med mig selv tage op om jeg ville være pædagog eller droppe drømmen. Men jeg var stædig og tænkte at jeg ikke kunne droppe det som altid havde været den store drøm.

Jeg meldte mig til men også fordi jeg havde en far og mor som jeg ikke ville skuffe. Havde de ikke været der var jeg måske hoppet fra. Jeg begyndte så efter sommerferien i skole. Jeg havde det stadig ikke nemt. 

Jeg startede med at være med i timerne, læse op og læse oversættelser jeg selv havde lavet. Efter et par gange kunne jeg ikke mere, jeg fik meget fravær ,men kunne alle gode undskyldninger om at det ikke gik godt derhjemme og jeg var syg osv.

Da eksamen nærmede sig, kunne jeg igen mærke presset og alt vendte op og ned, jeg græd bare det mindste skete, mine andre forbier blev forstærket og jeg lukkede mig meget inde. 

Jeg fandt ud af med mig selv at dette ikke kunne gå, jeg måtte tage en samtale med mine forældre. Frygten for at de ikke forstod mig var stor, og jeg var bange for at de ville blive kede af at jeg havde skuffet dem ved at stoppe til engelsk året før og ved at fortælle om min store fraværs procent, som også kun jeg kendte til.

Mine forældre ville meget gerne hjælpe og fandt ud af at jeg kunne gå til noget intensiv engelsk undervisning. Var det blevet til noget, tror jeg ikke jeg var mødt op, men heldigvis kunne vi ikke nå det, på den tid jeg havde.

Hypnosen hjalp mig ud af mit mareridt

Et familiemedlem fik hypnose hos Tulle og jeg spurgte desperat  om hun ville spørge Tulle om hun kunne hjælpe mig. Familie-medlemmet ringede hurtigt tilbage til mig og sagde at Tulle gerne ville hjælpe mig og at jeg bare selv skulle ringe til Tulle.

Normalt ville jeg aldrig have ringet, da jeg havde en fobi omkring det at ringe op. For mig var det eneste udvej, så jeg fik ringet og fik en aftale i hus. Tulle var sikker på hun kunne hjælpe mig og jeg var klar til at gøre alt for at klare den eksamen.

Jeg tog op til Tulle og jeg var virkelig nervøs for om dette ville hjælpe og om det var det rigtige at gøre. Jeg følte det som om jeg bare ikke kunne bakke ud men fik virkelig åbnet mig over for Tulle om alt hvad som gik mig på og mine forbiere.

Jeg kom i en let hypnose og følte faktisk slet ikke at noget var gjort. Jeg var jo næsten vågen, klar til at kunne rejse mig hvis jeg ikke gad mere, men noget var sket.

Dagene efter havde jeg det lidt skidt, mest fordi jeg aldrig havde åbnet mig sådan overfor nogen og også fordi jeg faktisk var kommet lidt tættere ind på mig selv.

Tulle mente at vi skulle ses en gang mere og vi lavede en aftale. Anden gang mødte en meget glad pige op, en pige som faktisk strålede af lykke. Og jeg var klar til at lære mere om mig selv. 

Jeg var der i ca. en time, og på samme måde som tidligere, havde jeg det som om jeg bare lå med let lukkede øjne. Denne gang må jeg have været lidt længere væk for tiden passede slet ikke med den tid, jeg troede der var gået.

Da jeg tog derfra fik jeg sådan lyst til at handle og tog i Føtex alene og handlede. Jeg blev helt overrasket over mig selv og ringede til Tulle for at sige hvor glad og lykkelig jeg var. Jeg ringede til og med til mine forældre ,søster og min kæreste. Alle skulle vide hvordan jeg havde rykket mig.

Jeg var godt forberedt og alle andre eksamener var lagt lidt væk da de ikke var et problem for mig. Det var en 24 timers eksamen og jeg havde derfor siddet med en anden og terpet engelsk. 

Til engelsk-eksamen mødte jeg op en time før jeg skulle ind ad døren og var faktisk ikke særlig nervøs. Jeg læste mine papirer lidt igennem og var klar.

Jeg blev kaldt ind til eksamen og nu blev det svært. Min stemme rystede meget. jeg svedte. Jeg kiggede ned i bordet og når min lærer talte om andre bøger og hvordan de hang sammen med det jeg havde læst måtte jeg jo sige “I don’t know”.

Da jeg stod ude foran døren og ventede på min karakter. Min lærer kom ud og sagde “Du har fået 4″. Da han så skulle til at forklare hvorfor jeg ikke havde fået mere sagde jeg bare, jeg er vildt glad og lykkelig, i skulle bare vide.

De andre fik så at vide at jeg havde gået til hypnose for at kunne klare den eksamen jeg ellers ville have droppet. Følelsen efter eksamen var mærkelig, ingenting gik mig sådan rigtig på, ikke noget som pressede. Jeg skulle aldrig mere have engelsk i en skole.

Jeg går nu på pædagogseminarium og er virkelig glad for det. Tænk hvis det engelsk skulle sætte en stopper for min drøm.

I dag kan jeg slynge om mig med engelske udtryk uden at det går mig på, jeg er ikke god til det men jeg gør det.

Jeg kan handle og tage telefonen dog kan jeg mærke at det er noget jeg ikke bryder mig om, men jeg gør det. Og jeg ved jeg kan.

Men i hvert fald er jeg lykkelig over at jeg havde muligheden for at få hjælp af Tulle.

Ingen ord kan beskrive hvor glad jeg er, for alt det som er hændt mig efter at jeg fik hjælp af Tulle.

 

Kærlig hilsen

Katrine Pilemann